Økologisk omlægning dræber tusinder
Politiken’s ‘fakta’-check: Forkert, manipuleret og pinligt (5/5)
Af Bjørn Lomborg
Politikens journalist Lars Dahlager har sat sig for at fakta-chekke min økologi-kritiske klumme fra The Telegraph. Det ville være fint, hvis det ikke lige var fordi hans konklusion åbenbart var givet på forhånd.
I stedet er det et sørgeligt hit-piece, der er pinligt forkert. I modstrid med god journalistisk skik har han end ikke bedt mig om at kommentere inden han publicerede. Det ville kunne have forhindret mange af hans fejl. Politiken har også afvist at lade mig kommentere deres online historie.
Jeg har været i USA, og har først nu tid til at berigtige dette. Her er den femte og sidste af fem gennemgange af Politikens fejl. Du kan læse de andre gennemgange her.
Økologisk omlægning dræber tusinder
Her prøver Lars igen at manipulere, for at vise, at jeg tager fejl.
Hans sammenfatning af min pointe er helt rigtigt:
Her prøver han at få mig til at lyde worst-case, men Lars har senere selv korrigeret dette, og erkendt at 3% var det rigtige tal (selvom han ikke kan lade være med at sige, det stadig er lidt forkert):
Og Lars accepterer også min reference og beregninger:
Men så skriver han:
Randall Lutter kan selvfølgelig ikke kende Bichel-udvalgets rapport (som er tilgængeligt på dansk), men han har åbenbart fået det forkert forelagt af Lars Dahlager, som tilsyneladende har indikeret, at omkostningerne slår igennem via ændrede priser på fødevarer (”den større udgift til mad reducerer deres forbrug af andre ting”). Men Bichel-udvalget fandt omkostningerne gennem ændrede faktorpriser, reduceret produktion og frigjort arbejdskraft som medfører et fald i reallønnen (s.72):
Der vil naturligvis finde en justering sted i fødevareforbruget ligesom i alle andre områder af familiers forbrug – men dette er jo allerede indregnet i Lutters empiriske estimater. Han fandt at en generel indkomst-nedgang på $15m ville lede til ét ekstra dødsfald, men kun en del af denne indkomstnedgang vil slå igennem i mindre indkøb af livsreddende goder, resten vil slå igennem i færre penge til indkøb af mad, biograf, litteratur, bolig etc.
Det er så tydeligt, at Lars har fortalt Lutter at økologi kun slår igennem i madvare-priserne. En simpel beregning kunne have vist ham, at dette ikke er realistisk (eller han kunne have spurgt mig). Bicheludvalget finder en samlet privatforbrugsreduktion på 5% (s. 109). Fødevarer og ikke-alkoholiske drikke udgør under 12% af det samlede danske privatforbrug. Det er helt absurd at forestille sig, at når man får en forbrugsreduktion på 5% så vil man reducere sit madforbrug med næsten 50% og efterlade alle andre forbrugskategorier uantastet (dvs. stadig anvende 31% på bolig, 14% på transport, 15% på fritid og kultur etc.). I stedet vil man reducere sit forbrug lidt på alle områder, og dermed også på sin sundhed og sikkerhed, hvilket generelt medfører, jf Lutter, at $15m privatforbrugsreduktion leder til ét ekstra dødsfald i snit.
Lars’ afsluttende kommentar viser også, hvordan han helt klart ønsker, at hans ’analyse’ viser, jeg tager fejl:
Selv hvis Dahlagers forklaring af Bichel til Lutter havde været rigtig, vælger Dahlager at fortolke hans ekstrem-ændring (kant-løsning) som den eneste rigtige, og at alle sundheds-effekter vil blive magisk elimineret af en pris-tilpasning. Dette er helt klart bevidst skævvreddet. (Se også den retoriske brug af ”Coca-Colaer” som vist intet har med økologi at gøre.)
Men langt vigtigere er det, at Bichel-udvalget viser påvirkningen i en lønnedgang, der derfor netop kan bruges ifht Lutter et al.
Endelig er det også værd at bemærke, at omkostningerne på 3% af BNP som jeg bruger igennem hele argumentationen er et underestimat af den totale omkostning ved omlægning til økologi, eftersom Bichel kun vurderer omkostningen ved at eliminere pesticider, men ikke kunst-gødning. Dette betyder også at omkostningen i menneskeliv udgør et underestimat.
Konklusion: Politiken accepterer grundlæggende, at jeg har lavet et rigtigt argument, men bruger så en manifest forkert forståelse af Bichel-udvalget til alligevel helt at afvise mig. Det er svært at se som andet end misledende og utroværdigt fra Politikens side.
Dette afslutter min gennemgang af Politikens usandsynligt mange og pinlige fejl. Jeg vil følge op på, hvad Politiken faktisk vælger at rette de kommende dage