På Jordens dag høres der dramatiske advarsler om klimaændringer alle vegne. Og der er ingen tvivl om, at USA’s præsident Biden på sit klimatopmøde vil sige endnu engang, at den globale opvarmning u...

Når de rige lande lover at tackle fremtidens klimaændringer, kan det ende med at se sort ud for udviklingslandene. Den nuværende Parisaftale kommer eksempelvis til at tvinge flere mennesker ind i fattigdom inden 2030, end ellers ville have været tilfældet.

For 15 år siden blev Bjørn Lomborg karakteriseret som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Hans skeptiske holdninger til dommedagsprofetier om klimaforandringer og ifølge ham i værste fald nytteløse milliardinvesteringer til bekæmpelse af global opvarmning blev citeret vidt og bredt. Siden har klimasagen fået ekstra megen medvind – men hvad er der blevet af Lomborgs stemme undervejs? Meningerne om hans nuværende indflydelse er delte.

Min kronik 17. november havde tre pointer: 1) Danmarks nye 70 pct. klimareduktion i 2030 vil koste mindst 842 mia. kr. over 30 år. 2) Fordelen kan estimeres ved at bruge et studie, der hen over alle skadesmodeller og FNs fem hovedscenarier viser, at et ton CO₂ reduceret i 2030 medfører en skadesreduktion på 31 dollar. Det betyder, at Danmarks bidrag gør tre øre godt for hver krone. 3) Danmarks reduktion vil ifølge FNs klimapanels vurdering reducere den globale opvarmning med en titusindedels grad i 2100.

Jeg pointerede i min nylige kronik (17. november) at regeringens klimaløfte, der skal skære 70 pct. i 2030, vil koste mindst 842 milliarder kroner og reducere den globale temperaturstigning i år 2100 med en titusindedel grad.

De fleste mennesker på Jorden vågner hver morgen med den opfattelse, at tingene bliver værre og værre. Det er der ikke noget at sige til i betragtning af det, de jævnligt læser i avisen eller ser i fjernsynet. Men dette sortsyn er et problem, for det fæster lid til skrækhistorier om, at klimaændringer vil ende i Ragnarok.

“Spis mindre kød” er den typiske overskrift for en ny særrapport om klimaændringer fra FN. Rapporten påpeger ganske korrekt behovet for forbedrede globale fødevaresystemer, men de kloge hoveder er fikseret på det angivelige behov for, at folk i rige lande ændrer deres spisevaner markant. Dette svar på problemet er en ineffektiv og uopnåelig politik.

Det er nemt at tænke på sult som en udfordring, den rige verden først blev opmærksom på i 1980erne, og som stort set blev løst ved hjælp af en række velgørende rockkoncerter. Det er rigtigt nok, at verden har gjort store fremskridt i bekæmpelsen af hungersnød over de sidste 30 år, først og fremmest som resultat af bedre landbrugsmetoder. Men på verdensplan tager manglen på fødevarer stadig et barns liv hvert tredje sekund.

Den kontroversielle politolog, klimadebattør Bjørn Lomborg har siden Kyoto-aftalen 1997 været en insisterende torn i øjet på landets klimaforkæmpere. Hans modstand over for den grønne omstilling har i 20 år bundet i økonomiske cost-benefit-analyser, hvor man ifølge Lomborg bruger alt for mange ressourcer på at omstille til sol- og vindenergi set i forhold til udbyttet.

Jeg har det ikke dårligt over at sætte mig op i et fly